Elektrostatisk induktion er en redistribution af et objekts elektriske ladning, forårsaget af indvirkning af ladninger på på andre objekter tæt ved.[1] Ved tilstedeværelsen af et ladet legeme, vil en isoleret leder få en positiv ladning på den ene ende - og en negativ ladning den anden ende.[1]
Elektrostatisk induktion blev opdaget af den britiske videnskabsmand John Canton i 1753 og af den svenske professor Johan Carl Wilcke i 1762.[2] Elektrostatiske generatorer, såsom Wimshurst-maskinen, Van de Graaff-generatoren og elektroforen, anvender disse principper.
Ved elektrostatisk induktion, vil den elektrostatiske potential (spænding) være konstant på ethvert punkt på en leder.[3] Induktion kan også være årsagen til tiltrækningen af lette ikke-ledende objekter, såsom balloner, papir eller flamingostykker, til statisk elektriske ladninger. (Elektrostatisk induktion må ikke forveksles med elektromagnetisk induktion.)